Hedens Efterskole er en almendannende efterskole. Vi er fri af religiøse interesser og andre organisationer. Vi henvender os til alle unge i aldersgruppen 14-17 år. Det særlige ved Hedens Efterskole er et hensyntagende miljø, hvor også sårbare unge kan trives. Ud over de almindelige 8., 9. og 10. klassefag, tilbyder vi også undervisning i specialklasser for elever med faglige udfordringer. Ligesom der er mulighed for at give ekstra faglige udfordringer til de bogligt stærke elever.
Udover vores undervisere har vi tilknyttet fast pædagogisk personale med indsigt og erfaring for unge, der har brug for et hensyntagende miljø.
Vi tilbyder linjer indenfor E-sport, Sport & Adventure, Design, Ridning og Storytelling.
Indholdsplan 2024 2025 Hedens Efterskole
Vedtægter for Hedens Efterskole
Det pædagogiske afsæt
Skolens værdigrundlag er Grundtvig-Koldsk, hvor det forpligtende fællesskab er omdrejningspunktet. Undervisningen vil være en vekselvirkning mellem det teoretiske og praktisk-musiske og den levende fortælling, debatten i frirummet og glæden ved sang og musik. Det er i dette spændingsfelt, eleverne glemmer sig selv, oplever livsglæde og derved bliver bedre til at mestre eget liv, knytte og opretholde sociale relationer og netværk.
Benævnelsen Grundtvig-Koldsk har eksisteret i over 100 år, og stammer fra Nikolai Frederik Severin Grundtvig og Christen Kold. De har hver deres rolle og betydning i traditionen. Lidt forenklet kan man sige, at Grundtvig har tænkt tankerne og Kold har gennemført dem i praksis. LYS OG LIV var Grundtvigs pædagogiske grundbegreber: LYS som oplysning, almen oplysning, folkelig oplysning og livsoplysning. LIV som borgerliv, folkeliv, menneskelivet, åndsliv og oplivelse.FØRST OPLIVE SÅ OPLYSE, var Kolds ideologi. Han mente, at vi lærer bedst når vi kan se en mening med at lære. Fordi det vigtige er at gøre det, du tror på - ikke at læse dig til det.
Værdigrundlag Hedens Efterskole
Fællesskab og nærvær giver styrke og selvværd
Vi ønsker på Hedens Efterskole at styrke de unges sociale, faglige og demokratiske kompetencer. Vi vil styrke de unges syn på eget værd ved at vise dem at alle er vigtige brikker i fællesskabet, og at deres bidrag i hverdagen er betydningsfuldt for at alle trives.
Vi har fokus på, at både den enkelte elev og det store fællesskab får oplevelser og udfordringer, der sikrer både faglig dygtiggørelse og udvikling af personlige kompetencer.
På Hedens Efterskole mødes de unge med struktur og forudsigelighed, omsorg og anerkendelse, samtidig med at vi guider dem mod voksenlivet, uddannelse og et aktivt liv.
Vi vil fremhæve at den enkeltes kompetencer ikke kun findes i arbejdet med bøgerne, men i høj grad også i håndværket, dagligdagens gøremål og menneskelige relationer.
Vi vil vise de unge, at demokrati ikke blot er en rettighed, men også er en pligt til at deltage i demokratiets overvejelser og handlinger, og åbne deres øjne for livets muligheder og udfordringer. Vi ønsker at støtte de unge i at turde vælge forskellige veje og få mod på at gribe fremtiden som aktive samfundsborgere.